Studentens frie bo
Elers' Kollegium
Nucleos non Putamina siden 1691
Floreat Collegium
Collegium Elersianum er ét af Københavns ældste kollegier. Det blev stiftet i 1691 og har siden 1705, hvor bygningen blev opført, været samlingssted for studenterliv, tradition og ånd.
Højesteretsassessor Jørgen Elers og hustruen Anna Margrethe (f. Wandall) skænkede Elers’ Kollegium “af et gudeligt forsæt, fri vilje og velberådet hu, Gud til ære, mit fædreland til tjeneste, det kongelige universitet i København og den studerende ungdom til hjælp”.
I dag huser Elers’ Kollegium 20 Alåmner, der hverisær bidrager til den særlige ånd, der i årevis har hersket på kollegiet, med traditionsrige fester, egne sangbøger, hyggelige madklubber og alt det, der hører studenterlivet til.
Hil hver en sand student, om hvem med rette står:
Nucleos non putamina! Hil Elers’ gamle gård!
"Vil du vinde kronen, følg så traditionen"
Fra nr. 14 i Cantica elersiana, Elers' sangbog
Dagligdagen på Coll.
Som Alåmne på Elers’ Kollegium er man ansvarlig for at holde den mere end 300 år lange studentertradition i hævd. Derfor betyder det meget, at Elers’ Alåmner er engagerede i det daglige liv på Coll. – både til fester, til madklubber, til have- og rengøringsdage og i varetagelsen af kollegiets embedsposter.